Øvrig information

Strandengen

Strandengen i foreningen er beskyttet natur jf. naturbeskyttelseslovens §3. Beskyttelsen indebærer, at man er begrænset i arealanvendelsen, hvilket alle berørte grundejere har fået direkte besked om fra Odsherred Kommune. Den beskyttede naturtype er overdrev, som står nærmere beskrevet på side 8 og 9 i informationshæftet fra det daværende Miljøministerium som findes i filarkivet nedenfor. Det beskyttede areal kan ses på Odsherred Kommunes hjemmeside, hvor man skal zoome ind på vores område.

Lærkereden

Arealet øst for Kjærsgaards Grundejerforening blev fredet i 1978 og ejes af Naturstyrelsen. Det officielle navn er Lærkereden, men navnene Hulegraven og Kobakken benyttes også. Du kan se fredningssagen i Naturstyrelsens Fredningsregister - en sand gyser, hvor aktuelle byggeplaner for området først blev forhindret med Overfredningsnævnets kendelse i 1978, der også findes i filarkivet nedenfor. Huset med omgivende jord øverst på Lærkeredens areal var redaktør Ernst Kjærsgaars tidligere sommerbolig men fungerer i dag som naturbørnehave og ejes af Odsherreds Kommune.

 

Naturstyrelsens driftsgrundlag for området fremgår af filarkivet nedenfor. I det står at områdets landskabelige værdi er høj, mens den botaniske værdi er lille.

 

Afbrændingsregler

Fra årsskiftet 2010-11 er det ikke længere tilladt at brænde bål af i sommerhusområder. Forbuddet er landsdækkende. Se kommunens afbrændingsregler.

Muligvis kan kommunen dispensere for afbrændingsforbuddet, idet Odsherred Kommune (Erik Frandsen, Natur og Miljø) i en email til foreningen 15. august 2012 har skrevet følgende:

"Der kan eventuelt gives tilladelse til afbrænding, hvis det – efter en konkret vurdering af vore biologer – kan karakteriseres som Naturpleje, det, I foretager. Det kræver en skriftlig ansøgning til Natur, Miljø og Trafik, så vi kan sende en person ud og besigtige problemet/plejen. Ansøgningen skal indeholde en kort beskrivelse af, hvad det er I vil/har foretaget, hvor det er foregået, samt hvor det er, I evt. vil foretage afbrændingen."

Indbrud

SOL har i samarbejde med Politiet i 2012 udgivet folderen "Beskyt dig mod indbrud og kriminalitet". Ud over en række generelle informationer og anbefalinger om hvordan man skal forholde sig, er det nye, at man med et par direkte telefonnr. kan kontakte politiets "Stop indbrud"-medarbejdere i lokalområdet døgnet rundt, hvis man har eller får viden der kan være vigtig for politiets opklaring.

Skiltehåndbog

Foreningen står for etablering og vedligehold af de pæle med husnr. som hjælper besøgende med at finde hen til de huse som ikke ligger direkte ud til det gennemgående vejnet. Vi benytter samme type pæle og piktogramskilte som findes i statsskovene. Se specifikationerne og øvrige anvisninger i skiltehåndbogen nedenfor.